Til februar 2020 åbner Skandinaviens første Asiatiske filmfestival nogensinde under navnet Copenhagen Asian Film Festival (CAFF).

Dermed følger København i slipstrømmen på andre metropoler som eksempelvis Vancouver, Seattle, New York, Paris, London, Berlin, Barcelona og Amsterdam m.fl.

Disse storbyer har i årevis afholdt Asiatiske Filmfestivaler med både sjældne, visuelle perler og store blockbustere fra lande som Kina, Korea, Japan og Thailand m.fl.

”I årevis har vi herhjemme spejdet forgæves efter flere gode kvalitetsfilm fra Asien i vores biografer. Derfor er det på tide, at vi nu arrangerer vores egen Asiatiske filmfestival. Udover film byder vi også på andre Asiatiske kulturlækkerier inden for mad, musik og kunst,” forklarer festivaldirektør Steen Jensen fra Copenhagen Asian Film Festival.

Udover at være festivaldirektør for Copenhagen Asian Film Festival, så er Steen Jensen også iværksætter af flere virksomheder med bånd til Asien – og er også yderst velberejst i Østen, hvor han igennem mere end 25 år er blevet noget af en filmnørd udi såvel gamle som nye Asiatiske film.

Åbner med 60 unikke film
Med festival-teamets indgående kendskab til film fra Asien har de håndplukket ca. 60 Asiatiske film, hvoraf mange vil blive vist for første gang på det store lærred her i Danmark – og det bliver også til et par Europa-premiere.

”Med Copenhagen Asian Film Festival ønsker vi at vise det Danske publikum, at der er meget mere at komme efter i Asien end de få film, der årligt slipper gennem nåleøjet til de danske biografer,” lyder det fra Steen Jensen.

Han fortæller, at den Asiatiske filmfestival i København kommer til at byde på flere helt unikke oplevelser.

”Vi vil med Copenhagen Asian Film Festival gerne give et mere nuanceret billede af Asiatisk filmkunst. Derfor kan publikum også forvente kulturoplevelser, som vi ellers normalt ikke ser på vores breddegrader,” lyder det fra Steen Jensen.

10.000 til mere end bare film
Med erfaringer fra andre Asiatiske filmfestivaler anslås det, at op mod 10.000 gæster vil besøge Copenhagen Asian Film Festival, hvor festivalens ca. 60 film vil blive vist i lokale biografer som bla. CinemaxX, Empire Bio, Grand Teatret og Cinemateket.

”Udover de mange film vil der for publikum også være en unik mulighed for at komme tættere på Asiatisk kultur i alle dens former – samt netværke ved vores mange sociale arrangementer under festivalen,” lyder det fra Steen Jensen.

De sociale arrangementer under festivalen vil blandt andet inkludere en Åbningsgalla, et Award-show på Hotel D’Angleterre med prisuddelinger til de bedste film – samt Asian Business Days og paneldebatter med instruktører og skuespillere i løbet af festivalen.

Copenhagen Asian Film Festival slutter den 16. februar med en stor Afslutningsgalla.

Besøge festivalens website på www.caff.dk