Stephen King har stor succes med biografaktuelle ’It del 2’ og nu kan du også bide negle til 3. sæson af hans thrillertrilogi Mr. Mercedes, som kan ses på C More fra den 16. september. Seriemorderen Brady plager efterforskeren Bill Hodges sind, men der er ikke tid til at slappe af, da noget nyt og potentielt mere frygtindgydende melder sig på banen!

Da den elskede og populære forfatter John Rothstein findes myrdet, bliver Bill Hodges, Holly og Jerome indblandet i efterforskningen. Sagen bliver mere og mere kompliceret, da de finder ud af at værdifulde manuskripter er blevet stjålet fra Rothsteins hjem. Hvad måske er mere skræmmende er, at de snart indser, at Bradys ånd hviler tungt over deres hoveder.

Den prisbelønnede thrillerserie, Mr. Mercedes, er baseret på Stephen Kings trilogi om efterforskeren Bill Hodges. Trilogien består af de tre bøger Mr. Mercedes (Mercedesmanden), Finders Keepers (De der søger) og End of Watch (Vagt forbi). Første sæson af serien fortalte den uhyggelige historie om en gal seriemorder, der går fri efter at have kørt lige ind i en menneskemængde i en stjålet Mercedes. To år senere genoptager den pensionerede mordefterforsker Bill Hodges sagen. Anden sæson fokuserer på en ilde tilredt Brady på hospitalet, hvor Hodges også prøver at komme videre med sit liv. Da hospitalets plejepersonale pludselig bliver udsat for uforklarlige ting, kan Hodges ikke slippe tanken om, at Brady måske står bag. I den nye sæson af Mr. Mercedes er det store uhyggelige spørgsmål, om Brady stadig spøger?!

Brendan Gleeson (Harry Potter og Dødsregalierne del 1) er stærkt tilbage som Bill Hodges, lige som Justine Lupe (Succession) gentager sin rolle som Holly Gibney. Selvfølgelig er Jerome (Jharrel Jerom kendt fra bl.a. den Oscarbelønnede Moonlight) også på plads igen. Sammen udgør de tre detektivbureauet Finders Keepers.

Nye ansigter i Mr. Mercedes er Alma Lane (spillet af Kate Mulgrew der er kendt og elsket som Captain Janeway i den Emmy-belønnede serie Star Trek: Voyager). Alma er en skarp og kalkulerende kvinde, der elsker Rothsteins Jimmy Gold romaner. Også hun er besat af tanken om at slå kløerne i de forsvundne manuskripter – koste hvad det vil! Det 83-årige Hollywood-ikon Bruce Dern spiller forfatteren John Rothstein, og har medvirket i over 170 spillefilm – senest Quentin Tarantinos Once Upon A Time in Hollywood.

Brett Gelman (Fleabag og Stranger Things) spiller den dygtige advokat Roland Finkelstein, der skal overbevise en jury om, Lou (Breeda Wool kendt fra bl.a. UnREAL) ikke handlede i ond hensigt, da hun skød Brady, men at mordet var for samfundets bedste.

MR. MERCEDES sæson 3 – premiere den 16. september. Serien består af 10 afsnit og der er et nyt afsnit hver mandag. De to første sæsoner kan også ses på C More.