Den nye psykologiske thrillerserie Himmelsdalen får eksklusiv streamingpremiere på C More Kristi himmelfartsdag, den 30. maj.

Den 30. maj blænder C More eksklusivt op for de første to episoder af den nye psykologiske thrillerserie Himmelsdalen efterfulgt af to nye afsnit hver torsdag.

I løbet af otte nervepirrende afsnit følger vi Helena (Josefin Asplund), som i begyndelsen af serien lever et ganske almindeligt liv i den svenske by Västerås langt væk fra sin enæggede tvilling Siri (Josefin Asplund), som hun blev adskilt fra som barn. Pludselig bliver hun tilbudt at besøge søsteren i et drømmelignende resort i Alperne, og Helena aner chancen for en spændende ferie.

Dagen efter tvillingernes genforening forsvinder Siri sporløst og i takt med at Helena falder til i omgivelserne, går det op for hende, at hun sidder fast i et lyslevende mareridt, hvor alle tror, at hun er den manipulerende, voldsomme og syge Siri.

De to hovedroller som tvillingerne Helena og Siri spilles af det nye internationale stjerneskud Josefin Asplund kendt fra serien Vikings og filmene The Girl With the Dragon Tatoo og Call Girl.