Josefin Asplund fra Vikings og Matthew Modine fra Stranger Things spiller hovedrollerne i C Mores nye thrillerserie Himmelsdalen, som får premiere i foråret.

Forestil dig, at du er indespærret på en klinik, hvor ingenting er, som det ser ud. Alle er en trussel, og ingen tror på, at du er den, som du siger, du er. Velkommen til Himmelsdalen og C Mores nye originalserie.

Himmelsdalen er en psykologisk thriller om de enæggede tvillinger Siri og Helena (begge spillet af Josefin Asplund), der blev adskilt som børn. Flere år senere bliver Helena tilbudt at hilse på Siri på et lækkert resort, Himmelsdalen, i de italienske alper. Først er hun tilbageholdende, men ser det snart som en mulighed for et spændende afbræk fra sin triste tilværelse hjemme i svenske Västerås.

Da Helena vågner op dagen efter sin ankomst, er Siri væk, og Helena indser hurtigt, at der ikke er tale om et resort, men derimod et sted hvor der forskes i og eksperimenteres med psykisk syge mennesker. Siri har forladt Himmelsdalen – og Helena befinder sig nu i et levende mareridt, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for, og hvor alle tror, at hun er den manipulerende, voldelige og syge søster, Siri.

Josefin Asplund er blandt andet kendt for sin rolle som Astrid i den populære serie Vikings og beskriver arbejdet med Himmelsdalen som decideret udmattende, fordi hun spiller to karakterer.

Det har været en drøm at spille to karakterer, som er helt forskellige, og jeg har aldrig tidligere arbejdet så hårdt på en opgave som denne. Det har været en fantastisk udfordring både mentalt og fysisk, siger Josefin Asplund og tilføjer:

Jeg tror, at folk vil kunne lide de underlige karakterer og den mørke klaustrofobiske tone, som gennemsyrer serien.

Det svenske stjerneskud bliver flankeret af Matthew Modine, som er kendt fra blandt andet serien Stranger Things og Stanley Kubricks legendariske Full Metal Jacket. Den snart 60-årige amerikaner spiller rollen som direktør for forskningscenteret Himmelsdalen.

Det var magisk at filme i Rom og Levico Terme med hele holdet, siger Matthew Modine om Himmelsdalen, som er produceret af Yellowbird for C More og svensk TV4 i samarbejde med TMG (Tele München Gruppe) og Fabula Pictures. Manuskriptet er skrevet af Charlie Fletcher og er baseret på bogen af samme navn af forfatteren Marie Hermansson.

Himmelsdalen er hovedsageligt indspillet i de italienske alper, Dolomitterne, og får premiere i slutningen af foråret 2019. Den præcise premieredato og resten af rollelisten præsenteres senere.