Action, drama, Disney, Oscar, Lego, tegnefilm, krimi og en masse magi er nogle af de stikord som er med til at gøre julen endnu bedre. Gaveregnen af underholdning står C More for. Nedenfor er et udpluk.

Churchill (6/12) – I juni 1944 var de allierede klar til at invadere Normandiet og trænge nazisterne tilbage – men en mand tøver. Winston Churchill (Brian Cox) er bange for at gentage fiaskoen fra 1915, hvor hundredtusindvis af soldater mistede livet på Gallipolis strande. Churchill frygter historiens dom over ham, og kun hans kone, den viljestærke Clementine (Miranda Richardson), kan redde ham fra total sammenbrud.

Den 13/12 kommer en af verdens mest populære filmserier på C More. Alle otte film om Harry Potter og hans liv på troldmandsskolen Hogwarths kan nu være med til få ventetiden til jul til at føles endnu kortere. Forfatteren J.K. Rowlings ekstremt populære bøger er grundlaget for den mange gange prisbelønnede serie om de tre venner Harry Potter (Daniel Radcliffe), Hermione (Emma Watson) og Rons (Rupert Grint) kamp mod den onde Voldemort (Ralph Fiennes). Kan man ikke få nok magi, så kan J.K. Rowlings oscarbelønnede fantasyeventyr Fantastiske skabninger og hvor de findes også opleves på C More.

Folkene bag serien Natportieren står bag den længe ventede spionthrillerserie The Little Drummer Girl (13/12) med Alexander Skarsgård i hovedrollen som den israelske agent Becker. I græske ferieomgivelser forfører han den engelske skuespiller Charlie (Florence Pugh), som han vil bruge til at infiltrere et palæstinensisk terrornetværk. Serien er baseret på den klassiske spionroman af John le Carré og rollelisten tæller navne som Max Irons (fra C Mores serie Condor), Michael Shannon og Charles Dance. En enig engelsk presse strøede om sig med stjerner ved premieren på serien.

I den sidste del af “Maze Runner”-trilogien, Maze Runner. Dødskuren (14/12), leder Thomas (Dylan O’Brien) sin gruppe af Gladers ud på deres farligste mission nogensinde. For at redde deres venner må de trænge ind i den berygtede by “Last City”, WKCDs hovedkvarter, en labyrint omgivet af mure og fuld af farer og fjender – men i byen findes også alle svarene på de spørgsmål, de har haft siden historiens begyndelse. Mary Shelley (19/12) – I begyndelsen af 1800-tallets London går den unge Mary Wollstonecraft (Elle Fanning) rundt med forfatterdrømme. Kun 16 år gammel møder hun den 21-årige digter Percy Shelley (Douglas Booth). De indleder snart en affære, der inspirerer hende til at skrive klassikeren “Frankenstein”.

Det oscarbelønnede Disney-eventyr Vaiana (21/12) udspiller sig i Polynesien, hvor vi møder den vilde, unge Vaiana, datter af øens høvding. For at redde sit folk, der oplever svære tider, må Vaiana drage ud på havet i jagten på en magisk sten, som skal retur til en gudinde – men først må hun finde og tæmme halvguden Maui, som engang stjal den. Prisbelønnet er Lego Batman Movie (29/12) også. Ja, den er go’ nok. Den selvfede, anstrengende såkaldte superhelt har fået sit helt eget eventyr. Forandringens vinde blæser dog over Gotham, så hvis Batman vil redde byen fra Jokerens fjendtlige overtagelse, bliver han nødt til at droppe sit egotrip og lære at samarbejde med andre.

Gyserthrilleren Get Out (21/12) vandt Oscar for bedste manuskript. Chris (Daniel Kaluuya), en ung sort fotograf, bliver inviteret på weekend af sin hvide kærestes familie på deres landsted. Til at begynde med tror han, at familien opfører sig underligt på grund af hans hudfarve, men snart opdager han, at der foregår meget mærkelige ting i deres hus. C.H.I.P.S. (26/12) – Politimanden Jon (Dax Shepard) er en troldmand på en motorcykel, men en klods i alle andre henseender. Hans nye makker, Frank (Michael Peña), er i virkeligheden en undercover FBI-agent, der efterforsker et røveri. Med Jons talenter på en motorcykel og Ponchs viden om livet på gaden kan dette umage par måske knække sagen – hvis ikke de knækker halsen på hinanden først.

I den danske prisbelønnede familiekomedie Jeg er William (27/12) møder vi den 10-årige og ustabile William (Alexander Magnússon), der har mistet sin far og hans mor, så han bor sammen med sin morbror Niels (Rasmus Bjerg). Den unge knægt har det ikke alt for let. Han må håndtere bøller på skolen og en spirende forelskelse i vennen Viola, samtidig med at han må bruge alt sin list på at redde sin morbror, da han får en hårdkogt gangster på nakken pga. spillegæld.

Efter flere måneder uden en eneste anholdelse i hendes datters mordsag tager Mildred Hayes (Frances McDormand) sagen i egen hånd i den Oscarbelønnede Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (28/12) ved at leje tre store reklameskilte i udkanten af byen med en besked rettet mod byens ærede politimester, William Willoughby (Woody Harrelson). Kampen mellem Mildred og Ebbings politi bliver dog kun værre.

Gennem årene har kriminalkommissær Beck tryllebundet som værende manden, hvor ingen sag er for stor. Nu er der rig mulighed for at se eller gense samtlige 45 Beckfilm på C More, hvor titelrollen bliver spillet af henholdsvis Gösta Ekman og Peter Haber. I serien medvirker også blandt andre Mikael Persbrandt, Kristoffer Hivju og Ingvar Hirdwall (sidstnævnte som Becks skæve nabo).

December er også en stærk måned for nye dokumentarfilm.

”Gå ikke glip af denne spændende og inspirerende dokumentarfilm…” udtalte Madonna på sine sociale medier efter at have set McQueen (10/12). Det er en anmelderrost dokumentar om Alexander McQueen, der kom fra det rene ingenting og blev en stjerne på Londons modescene. Og mens vi er ved mode, så kan du godt glæde dig til dokumentarfilmen Westwood: Punk, Icon, Activist (17/12) om Vivienne Westwood, den indflydelsesrige britiske modeveteran, der har været i rampelyset siden 70’erne. Med sine farverige kreationer blev hun et navn i modeverdenen og er samtidig kendt som aktivist i miljø- og klimaspørgsmål.

Dokumentarfilmen Bad Reputation (18/12) handler om rockikonet Joan Jett, der slog igennem med The Runaways og derefter havde en strålende solokarriere, ikke mindst pga. megahittet “I Love Rock ‘n Roll”. “Bad Reputation” afslører også mindre kendte sider af musikeren, der også kæmpede for at få andre kvindelige rockmusikere frem i rampelyset. Den 19/12 er der premiere på Hal. Den egenrådige instruktør Hal Ashby stod bag nogle af de mest populære film i 70’erners Hollywood – bl.a. “Harold og Maude”, “Den hårde straf”, “Shampoo” og “Velkommen, Mr. Chance”. Karrieren bød dog også på meget modgang – stofmisbrug, myndigheder og filmselskaber.