Peter Plaugborg, Amanda Collin, Ghita Nørby, Sofie Gråbøl og det unge stortalent Vivelill Søgaard Holm har de bærende roller i Daniel Borgmans kommende psykologiske thriller HARPIKS produceret af Zentropa og Adomeit Film.

Blot tre år efter udgivelsen af Ane Riels anmelderroste og prisbelønnede danske bestseller HARPIKS, kan Zentropa og Adomeit Film i dag offentliggøre, at den nu bliver til en stjernebesat dansk spillefilm. HARPIKS er en psykologisk thriller og bliver instruktør Daniel Borgmans største spillefilm til dato. Filmen er i denne uge gået i gang med optagelser på Fyn og får forventet biografpremiere i starten af 2020.

Da HARPIKS udkom i 2015 som Ane Riels anden roman efter “Slagteren i Liseleje” (2013), blev den omgående en succes. Bogen fik flotte anmeldelser (bl.a. fem hjerter i Politiken, fem stjerner i Berlingske og fem stjerner i Ekstra-Bladet), har indtil videre solgt over 30.000 eksemplarer alene i Danmark og er blevet belønnet med flere prominente priser, bl.a. Harald Mogensen-prisen for Årets Bedste Danske Spændingsroman af Det Danske Kriminalakademi og Glasnøglen for Årets Bedste Nordiske Spændingsroman. HARPIKS er også blevet en succes i udlandet hvor den indtil videre er solgt i 13 lande, bl.a. Tyskland, England, Japan, Korea, Sverige, Norge og Finland.

Handlingen helt kort
Liv lever en isoleret tilværelse med sin familie. Afskærmet fra civilisationen lever de i et med naturen, men under overfladen lurer forfaldet som omverdenen rykker tættere på. Det trygge paradis står for fald, og Liv skal opdage en helt ny verden.

HARPIKS er en nervepirrende psykologisk thriller om kærlighed, loyalitet og omsorg, men også en fortælling om angsten for at miste og stiller det helt grundlæggende spørgsmål: Kan vi elske vores familie for meget?

Stærkt stjernecast
Zentropa og Adomeit Film har sikret sig et særdeles stærkt cast til de centrale roller i HARPIKS. Peter Plaugborg spiller Livs far Jens, Sofie Gråbøl hendes mor Maria, Ghita Nørby hendes bedstemor og Amanda Collin helten Roald. I den absolutte hovedrolle som den kun 13-årige Liv er der blevet plads til det helt unge stortalent Vivelill Søgaard Holm.

HARPIKS instrueres af Daniel Borgman, der er uddannet fra den alternative danske filmskoleuddannelse Super 16 i 2009 og tidligere har lavet spillefilmene The Weight of Elephants (produceret af Zentropa, 2013) og At elske Pia (produceret af Adomeit Film, 2017). Bo hr. Hansen har skrevet manuskriptet til HARPIKS, og filmen er produceret af Zentropa Productions2 og Adomeit Film v/ Peter Aalbæk Jensen, Katja Adomeit og Louise Vesth.

HARPIKS er støttet af Det Danske Filminstitut under konsulentordningen, FilmFyn og TV 2.

Foto: Amanda Collin, Sofie Gråbøl, Ghita Nørby, Vivelill Søgaard Holm og Peter Plaugborg. Fotograf: Marie Pasenau.