Til august opstår Danmarks første Bunker Film Festival – hvor der vises film både uden på og nede i de gamle beton-bunkere Fra fredag den 24. til søndag den 26. august afholdes Danmarks første Bunker Film Festival – det sker et endnu hemmeligt sted på Jyllands Vestkyst.

I og på strandens bunkere vil der blive vist film, men der vil også blive formidlet fortællinger om krig og landskaber gennem lys- og lydkunst, foredrag og historiske omvisninger.

“Det er et vildt projekt, men der ligger nogle dybere tanker bag det hele. Efterkrigstiden landskab og dets mange betydninger indgår som en rød tråd i festivalen. Vi vil undersøge og udnytte bunkerne og deres ”rå” kvaliteter på nye måder. Selvom de jo i sagens natur er fremmedelementer, er de efterhånden nærmest blevet opslugt af landskabet og er blevet en del af naturen og naturoplevelsen,” siger Mads Daugbjerg, lektor i antropologi ved Aarhus Universitet, der står i spidsen for festivalen.

Blandet publikum
Filmfestivalen retter sig både mod de historie-, film- og oplevelsesinteresserede samt mod regionens mange danske og udenlandske turister. Projektet udspringer af en fascination af de mange enorme blokke, der ligger ubenyttede hen langs især den jyske Vestkyst.

”I stedet for at se bunkerne som forstyrrelser i landskabet, vil vi bruge dem som stemningssættende rammer og oplevelsesrum, hvor ikke bare danmarkshistorien, men også mere almenmenneskelige sansninger kan blive vækket til live og forstærket. Forestil dig, hvordan det er er at se en film om Anden Verdenskrigs kaos – men at gøre det i en bunkers indre, hvor både lydtætheden, temperatur og fugtighed er med til at gøre sanseoplevelsen stærkere og give den et særligt tvist. Eller hvad det vil gøre for publikums oplevelse at se filmscener, der faktisk udspiller sig i en bunker, mens de selv sidder i en bunker,” uddyber Mads Daugbjerg.

Programmet offentliggøres først senere på sommeren, men arrangørerne lover, at der både bliver noget for de oplevelsesivrige (og modige) og for dem, der simpelthen interesserer sig for Anden Verdenskrig eller for særlige oplevelser.

”Man kan også kalde det forsøg med rumlige og sociale interventioner i turismelandskabet,” siger Mads Daugbjerg. ”Og så kommer det altså ikke til at handle om bunkere og krig alt sammen”, lover han.

Store perspektiver
Festivalen er kommet i stand takket være stærk støtte fra Innovationsfonden og er en del af forskningsprojektet Rethinking Tourism in a Coastal City, der udvikler og eksperimenterer med nye måder at binde kultur og natur langs Vestkysten sammen og afprøve alternativer til eksisterende turismeformer.

”Projektet vil udvikle oplevelser for borgere og turister baseret på en forståelse af naturen og kulturen som fundamentalt forbundne. Det er projektets intention at skabe nye forbindelser mellem turister, borgere og steder. Kommunen vil blive omdannet til et levende laboratorium, hvor forskere i samarbejde med borgere og turister vil udvikle og afprøve nye turismeformer i de barske landskaber, kystbyerne og på de historiske steder,” skriver Innovationsfonden.

Bunker Film Festival er blevet til i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune, kollegaer fra Aarhus Universitet, Arkitektskolen i Aarhus, kunstnere og kuratorer, samt en række lokale samarbejdspartnere.

Læs mere om festivalen på Facebook