Serieelskere kan godt glæde sig til de kommende måneder på C More. Brad Pitts produktionsselskab, Plan B, står bag ny dramaserie. Stephen King er medproducent på en ny gyserserie baseret på en af hans bøger. Nådesløs kamp om diamanter skal opleves i 2 sæson af hårdkogt krimidramaserie. To søstre opsøger deres rødder, og alt de graver frem er ikke lige behageligt i ny serie.

Bogen Mr. Mercedes er en krimiroman af succesforfatteren Stephen King. Det er hans 62 roman, og han kalder den selv for en hårdkogt detektivroman. Nu kommer den som serie på C More.

Mr. Mercedes fortæller den grusomme historie om en gal seriemorder (Harry Treadaway), der går fri efter at have kørt lige ind i en menneskemængde i en stjålet Mercedes. To år senere genoptager den pensionerede mordefterforsker Bill Hodges (Brendan Gleeson) sagen, da han modtager en række makabre meddelelser. Hodges har det i forvejen alt andet end let. En hverdag med druk og til tider selvmordstanker, gør ham ikke til den ideelle mand at sætte til at finde frem til den morderiske Mr. Mercedes. Serien er nomineret til en Saturn Award i kategorien Best Action/Thriller Television Series. Til juni bliver det afgjort, om serien vinder.

Første sæson af Mr. Mercedes består af 10. afsnit, som alle kan streames på C More fra den 10. maj.

Ice – Sæson 2 er en prisnomineret krimidramaserie om en familie i Los Angeles, der kæmper sig frem i den kyniske diamantbranche. I anden sæson er Jake (Cam Gigandet) og Freddy (Jeremy Sisto) på jagt efter en diamant, der kan bringe dem tilbage på toppen. Samtidig forsøger gamle fjender at drive en kile ned imellem dem. Serien Ice er skabt af Antoine Fuqua, (”Southpaw” og ”Training Day”) og James Manos, Jr. (”The Sopranos”, “The Shield” og ”Dexter”).

De første to episoder af ICE – Sæson 2 får premiere på C More den 18. maj. Hele første sæson af ICE ligger allerede på C More.

Bliver du bitter, hvis du må tage det sure med det søde, eller nogen gnider salt i såret? Så er restaurationsbranchen nok ikke noget for dig, for den byder på hård kost. Det finder den 22-årige pige Tess (Ella Purnell) hurtigt ud af, da hun ankommer til New York for at søge lykken i den spritnye dramaserie Sweetbitter. Her får hun hyre på en af byens bedste restauranter og ser frem til fast løn og fornuftige arbejdsforhold. Bag kulissen hersker imidlertid kaotiske tilstande, og den uge pige møder et univers bestående af endeløse vinsmagninger og adrenalinkick i lange baner. Hun finder samtidig hurtigt ud af, hvem hun kan stole på – og hvem det er bedst at undgå.

Brad Pitts produktionsselskab Plan B står bag produktionen af Sweetbitter, hvis første sæson har 6 episoder, som alle kan streames på C More fra den 16. juni.

”TV-serien VIDA om latino-miljøet i det østlige Los Angeles er en serie med en form for nerve og realisme, vi ikke ser så tit”, skrev Hollywood Reporter.
Vida fortæller historien om to voksne søstre Emma (Mishel Prada) og Lyn (Melissa Barrera), der vender tilbage til deres barndomshjem i Los Angeles, da deres mor dør. Søstrene har ikke haft meget at gøre med hverken deres mor eller hinanden igennem flere år. De satser derfor på at få begravelsen hurtigt overstået og solgt hendes ting – inklusiv hendes skrantende beværtning – så de kan komme hurtigt videre og væk fra hinanden igen.

Tingene bliver dog langt mere kompliceret end forudset, da de møder deres mors sambo Eddy (Karen Ser Anzoategui). Hemmeligheder dukker pludselig op til overfladen, og de to unge kvinder ser sig nødsaget til at blive hængende. I takt med at de møder flere og flere mennesker fra deres fortid, indser de, at ingenting i deres barndomskvarter er, som det plejede at være, og deres selvforståelse ændrer sig langsomt, men sikkert.

VIDA giver et indblik i en usentimental, men til gengæld meget farverig og eksplosiv verden. Her er der plads til alt fra homoseksualitet og kvindekamp til kriminalitet og dybe frustrationer. Vi kommer helt tæt på et samfund, hvor det står klart, at mange er sårbare, og alle har deres udfordringer. Det her er virkelighed for alle pengene – og alle har hver sin måde at tackle den på.

Vida – Hele 1 sæson kan streames på C More fra den 23. juni.